Liva…Lavet på lige dele Solaris og kærlighed!
Lige siden jeg i september sidste år, var med under høsten hos det danske vinhus https://bystokkebye.com har jeg glædet mig til at smage deres vin igen.
Jeg synes det er fedt der bliver lavet så lækker vin i Danmark, og håber at langt flere bliver nysgerrige efter at smage det, for det er en ret fed oplevelse, når man støder på de gode sager. Og det gør man hos Stokkebye.
Deres vin bliver produceret efter økologiske principper, og er opkaldt efter deres 3 børn Liva, Victor Georg og Stella Mary.
Hvis du har lyst, kan du læse lidt om hvordan jeg oplevede at være med under høsten her http://mindifiwhine.dk/2019/01/22/en-solrig-soendag-i-september/
Jeg har testet deres hvidvin “Liva” fra både 2017, og 2018 og jeg vil prøve at sammenligne dem herunder.
Liva 2017 er lys gylden i farven, og dufter af hyldeblomst i fuldt flor, saftig grapefrugt, hvid syren og grønne, sprøde druer ( sjovt nok 😉 )
Hyldeblomst går igen i smagen, sammen med lige knap modne citroner og iskoldt smør. Mega lækkert, og jeg er ret vild med de tydelige noter af hyldeblomst der kendetegner druen Solaris, som Liva er lavet 100% på.
Liva 2018 der jo er fra det år det var sommer i Danmark, er smuk, dyb gylden i farven, og ser næsten mere olieret ud.
Duften er igen hyldeblomstdomineret, men nu også med rigelige mængder litchi…og smør.
Ja altså, der er jo ikke smør i, men den dufter en lille smule af iskoldt smør (hvem kan helt ærligt ikke lide det ? :D) og duften er helt sikkert også mere cremet og fluffy end 2017’eren.
I smagen er der dog masser af syre og citrus, både citron og grape, i et lækkert mix med de fine hyldeblomstnoter, og selvom duften indikerede mere varme og en fornemmelse af mere modne frugter, så er smagen sirlig og rank.
To dejlige glas, der var virkelig spændende at smage op mod hinanden.
Jeg forestiller mig at næste gang jeg sidder med et glas ‘Liva’ i hånden, er en lun forårsdag nede i min gård, imens jeg kigger på det ukrudt der stille, men stædigt og sikkert maser sig op mellem fliserne.
Lune solstråler, tændt grill, grin, musik, kølig hvidvin, ny kjole og en helt ny sommer i vente. Det bliver fedt!
https://bystokkebye.com/product/liva/
Hov forresten, her den 22 marts kan du i Riceteria i Odense, opleve Helle og Jacob fortælle om deres danske vingård og vilde drømme, imens der bliver serveret caviar, lækre snacks og selvfølgelig VIN!
Du kan læse meget mere om det her
Har du smagt dansk vin?